Spilbøger - 4.-6. klasse
Beskrivelse
I denne workshop arbejder eleverne med at udvikle deres egen spilbog. En interaktiv historie, hvor læserens valg bestemmer, hvordan fortællingen udvikler sig. Eleverne arbejder i små grupper og samarbejder om at udvikle idé, karakterer og forskellige handlingsforløb. Samtidig introduceres de til programmet Twine via Skoletube, hvor de bygger deres historier op med scener, valg og evt. forskellige slutninger.
Formål
- At give eleverne mulighed for at arbejde kreativt med elementer fra den danske fortælletradition.
- At styrke elevernes kreative skrivning og fortælleforståelse gennem arbejde med interaktive fortællinger, hvor de oplever, hvordan valg og struktur påvirker en historie og en karakter.
Forberedelse
- I dialog med læreren kan workshoppen tilpasses et bestemt univers, hvis klassen allerede arbejder med et tema. Hvis der ikke er særlige ønsker, kan historierne med fordel tage udgangspunkt i Danmarks sagntid. Sagntiden rummer mange dramatiske miljøer, der egner sig godt til interaktive fortællinger.
Indtryk
Eksempler på spilbøger og interaktive fortællinger samt indblik i, hvordan historier kan bygges op med valg, forgreninger og flere mulige slutninger.
Udtryk
Eleverne udvikler i grupper deres egne spilbøger og arbejder med idé, karakterer og handlingsforløb, som opbygges digitalt i Twine.
Aftryk
Forståelse for fortællingens opbygning og læserens rolle, samt erfaring med at skabe interaktive historier og samarbejde om kreative processer.
Hvad tager børnenes voksne med tilbage i hverdagen?
Indsigt i, hvordan interaktiv historiefortælling kan anvendes som læringsværktøj i undervisningen, samt konkrete metoder til at arbejde med kreativ skrivning, fortællestruktur og elevstyrede valg. Derudover får de erfaring med brugen af digitale værktøjer som Twine via Skoletube og inspiration til, hvordan dette kan integreres i danskfaget.
Særlige bemærkninger
På Dyssegård Bibliotek er det muligt at booke en booktalk om ”Du vælger selv handlingen”-bøger, hvis I vil arbejde videre med temaet.
Underviser
Claus Reenberg er komponist, forfatter, instruktør og producer. Han har stor erfaring med fortælling, dramaturgi, manuskripter og lydproduktion. Han arbejder i krydsfeltet mellem kunst og teknologi.
Fag: Dansk
Hvor: Egen skole
Antal: Max 26 elever
Varighed: 5 timer, tidspunkt aftales individuelt
Periode: Aftales individuelt