Skab dig! - 4.-9. klasse
Beskrivelse
Alt for mange børn går rundt og er bange for at skille sig ud og være kiksede, udenfor eller til grin. Gennem forskellige teaterlege finder vi de grimmeste sider af os selv frem, og lærer herigennem at blive tryggere ved hinanden. I tillidsfulde rammer skal vi finde modet til at vise, hvem vi (også) er eller kan være. Kort sagt: Vi skal skabe os og have det sjovt! Iklædt kostumer, hatte og grimme parykker skal vi finde på skabagtige, latterlige og tossede personer og høre deres historie. Sammen skal vi udfordre mange unges trang til at være pæne drenge og piger.
Formål
- At bryde elevernes grænser for, hvad man kan “tillade sig”, og give den enkelte mulighed for at være grim og mærkelig et par timer.
- At se sig selv og hinanden vende vrangen ud og finde ud af, at det uperfekte ikke er så farligt.
- At grine ukritisk og kærligt af sig selv og hinanden.
Indtryk
En professionel skuespiller hjælper eleverne med at digte historie og formidle dette på en scene.
Udtryk
Eleverne laver sjove figurer og historier, som de viser for hinanden fra scenen.
Aftryk
Forståelse for figurarbejde, teatrets virkemidler samt hinandens forskellige ideer og input.
Hvad tager børnenes voksne med tilbage i hverdagen?
Som lærer får du mulighed for at se dine elever i et helt andet lys. Du får mulighed for at få et nyt blik på dine elever og blive positivt overrasket over, hvordan dine elever udtrykker sig og hvor kreative de kan være. Du får også inspiration til andre måder at arbejde med historiefortælling på, og du bliver introduceret til forskellige teaterlege og øvelser, der også kan bruges hjemme på skolen.
Underviser
Mette Maria Ahrenkiel er uddannet skuespiller og har spillet på de fleste af landets store scener. De senere år har hun undervist børn, bl.a. på Teaterskolen ved Kulturskolerne i Gentofte.
Fag: Dansk, Drama
Hvor: Kulturskolerne
Antal: Max 26 elever
Varighed: 3,5 time, kl. 9-12.30
Periode:
2026: Uge 35-48
2027: Uge 9-21
Spor: Selvværd og livsmod
Alle Kulturpakkerne er selvstændige forløb, men flere af dem taler sammen på tværs af temaer og fokusområder.
Nedenfor har vi rammesat to spor, som hver især kombinerer to Kulturpakker, der i særdeleshed bygger bro til hinanden. Sporene giver mulighed for at rammesætte Kulturpakkerne som et større forløb i klassen.
Er du interesseret i at booke Kulturpakkesporene, skriver du titlen på sporet under Kommentarer ved tilmelding.
Denne Kulturpakke er forbundet til Kamplege og historiske fortællinger i et spor med titlen "Selvværd og livsmod." I dette spor deltager eleverne i Kulturpakkerne Kamplege og historiske fortællinger samt Skab dig!. Begge Kulturpakker undersøger og arbejder med elevernes grænser, både hvad angår kropsforståelse og mentalitet, i tillidsfulde og trygge rum. Et spor, der giver plads til den enkelte elevs personlige udvikling, men som også styrker samarbejdet og fællesskabet i klassen.