Gå til hoved indhold

Gentofte Genbrugsstation

Hos Gentofte Genbrugsstation oplever børn og unge, hvad der sker med vores affald. De møder medarbejderne, ser maskinerne i aktion, og får forståelse for hvorfor sortering og genbrug gør en forskel.

Hvad kendertegner vores undervisning?

Undervisningen på Gentofte Genbrugsstation er bygget op omkring dialog, nysgerrighed og aktiv deltagelse. Vi tager udgangspunkt i børnenes hverdag og erfaringer og giver dem redskaber til at gøre en grøn forskel – både i deres egen hverdag og for planeten.

I vores undervisningslokale undersøger børnene, sammen med en formidler, affaldets rejse. Her arbejder man med spørgsmål som: Hvad er affald egentlig, og hvilke nye ressourcer kan det blive til? Hvordan kan en makreldåse, en plastbøtte eller gårsdagens avis få nyt liv gennem genanvendelse? Og hvorfor er det vigtigt, at vi passer på vores ting og genbruger mere?

Vores forløb supplerer undervisningen på skolen og understøtter Fælles Mål, og i dagtilbud den styrkede pædagogiske læreplan. Vi anbefaler, at besøget forberedes hjemmefra, og at oplevelserne bruges aktivt efterfølgende i klassen eller børnehaven. Vi tilbyder også forløb, som gennemføres på skoler og i børnehaver, og vi udlåner udstyr til at lave affaldsindsamlinger.