Gå til hoved indhold

Jagten på råstofferne – i din mobil

I dette spil arbejder eleverne som mobilproducenter, der kæmper mod hinanden om at indtage miner med vigtige råstoffer, der skal bruges til at lave smartphones, for ellers vil produktionen gå i stå...

Beskrivelse

Spillet udfolder sig over et verdenskort, hvor eleverne i grupper via informationssøgning på roll-ups, materialekasser og deres mobiltelefoner skal løse forskellige opgaver for at erobre minerne. I spørgsmålene tages der udgangspunkt i en mobiltelefons råstoffer.  

For at vinde skal der træffes beslutninger og samarbejdes. Stillingen kan dog hurtigt ændre sig, for naturkatastrofer eller politiske kriser kan pludselig hindre adgangen til minerne med de værdifulde ressourcer. 

Vi guider klassen gennem læringsspillet ”Jagten på råstofferne” og går i dialog med eleverne om, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på jordens ressourcer. Som en del af besøget får eleverne også med egne øjne at se, hvor meget elektronik der indleveres på genbrugsstationen - elektronik, hvoraf meget stadig fungerer!  

Der skal oprettes spillerprofiler hjemme på skolen, så forvent forberedelse for både lærere og elever. Der indgår en før- og eftertest, som eleverne kan tage på skolen og bruges i forbindelse med evaluering. 

Spillet er udviklet af Økolariet.

Besøget på genbrugsstationen kan ligge alene som en løsrevet oplevelse, men vi anbefaler, at det bruges som supplement til et emne om affald og genbrug. 

Vi forventer, at lærere, der ledsager en klasse eller gruppe deltager aktivt under opholdet og tager ansvaret for klassens/gruppens færdsel og adfærd under besøget. 

Om forløbet

Målgruppe: 
Grundskolen
Klassetrin: 
7., 8., 9.
Varighed: 2,5 time 
Kompetenceområde: 
  • Geografi
    • Perspektivering
    • Undersøgelse
  • Samfundsfag
    • Økonomi
Fag: 
Geografi, Samfundsfag
Læringsmål: 
  • Eleven kan søge viden, træffe beslutninger og samarbejde.
  • Eleven kan forklare, hvorfor bæredygtig udvikling er helt afgørende for nuværende og fremtidige generationers muligheder.
  • Eleven kan vise og fortælle, hvor udvalgte råstoffer kommer fra.
  • Eleven kan forholde sig til miljøforhold omkring udvinding af råstoffer og samfundets brug af dem.
  • Eleven kan reflektere over mobiltelefoners økologiske rygsæk.