Gå til hoved indhold

Jul med soldaten - skoler

På Garderhøjfortet er der fyldt med julestemning. De soldater, der skal bo på fortet henover julen er ved at gøre klar til julehygge og børnene får lov til at være med.

Beskrivelse

Under besøget får eleverne muligheden for at gå på opdagelse i fortets gange, hvor de kan være undersøgende og nysgerrige, men stadig med voksne i baggrunden.

Eleverne får til opgave at tælle genstande, mens de er på opdagelse og bruge de tal til at løse regnestykker. Ved 0.-1. klasse holder vi os til plus og minusstykker, og ved 2.-3. klasse tilføjer vi enkelte simple gangestykker. Dette træner dem i at bruge den matematik, de har lært, i en hverdagskontekst.

Når de løser opgaverne korrekt, får de låst op til en særlig genstand fra fortet som de får lov til at undersøge og som underviser taler med dem om.

Til sidst skal eleverne finde en opskrift på pebernødder. De skal regne ud, hvor meget der skal bruges af de forskellige ingredienser. Når det er gjort, belønnes de med pebernødder og julehygge.

Indskoling: Vores intention er, at den viden eleverne har fra matematikundervisningen bliver overført til at løse opgaver og håndtere udfordringer. Derudover skal eleverne lære om soldaternes liv under 1. Verdenskrig, mens de selv går på opdagelse på fortet. Ved at undersøge fortet, opdager eleverne, hvordan deres matematiske baggrundsviden kan anvendes til praktiske opgaver i dagligdagen.

Forløb: Eleverne får en kort introduktion til fortet og de soldater, som boede her. Det gøres ved, at de sammen med underviseren går en tur gennem fortet. På den måde lærer de også området bedre at kende.

Så samles alle i sovesalen, og klassen deles i 5 grupper. Eleverne får at vide, at de skal ud og tælle forskellige ting på fortet. Alle grupperne får et papir med billeder af tingene og et kort over fortet.

Imens eleverne leder, går underviser og lærere i baggrunden, så eleverne får følelsen af selv at være på opdagelse, mens de stadig er under opsyn.

Når eleverne har været rundt og lede i ca. 10 min, samles de igen, og underviseren laver nogle regnestykker med de tal, som eleverne har fundet frem til. Hvis de svarer rigtigt på spørgsmålene, så får de en gammel genstand, som de kan mærke på og undersøge. De kan fx være en gasmaske, en drikkedunk eller noget helt tredje.

I anden runde skal hver gruppe finde en julesok med en del af en opskrift. Vi samler opskriften og så skal eleverne regne ud, hvor meget der skal bruges af mel, æg osv. for at der er nok til alle soldaterne. Belønningen for det er nogle pebernødder og lidt julehygge.

Om forløbet

Målgruppe: Grundskolen

Klassetrin: 0., 1., 2., 3.

Varighed: 1,5 time

Maks. antal deltagere: 30 børn

Læringsmål: 
  • Eleven kan løse enkle matematiske problemer. Eleven har viden om sammenhænge mellem matematik og enkle hverdagssituationer.
  • Eleven kan deltage i mundtlig og visuel kommunikation med og om matematik.